Tilskud skov >5 ha







Klimaskovfondens tilskudsordning (min. 5 ha)

Næste ansøgningsrunde:
1. oktober til 15. november 2024

Få hjælp til at søge tilskud ved Klimaskovfonden

Med Klimaskovfondens tilskudsordning kan du ansøge om op til 65.000 kr. pr. hektar til at rejse klimaskov.

 

Målet med støtteordningen er at skabe størst mulig CO2-effekt, men i Klimaskovfondens skovrejsning indgår ikke udelukkende træer med det største CO2-potentiale. Skovene skal være robuste, artsvarierede og tilpassede lokale forhold. Det betyder, at du sammen med klimaeffekten også kan opnå en stor herlighedsværdi, når du kombinerer skov, der bidrager til den danske klimaindsats, med natur, der skaber glæde for private skovejere.

Klimaskovfondens tilskudsordning kan bruges til at dække udgifter til leverandører og entreprenører i forbindelse med klimaprojekter. Støtten kan også anvendes til myndighedsbehandling, så projektet godkendes af kommunen.  

 

Som jordejer kan du anvende skovens løbende årlige CO2-effekt i dit frivillige klimaregnskab - både som privatperson og som virksomhed. Man må dog ikke videresælge eller videreformidle CO2-effekten til andre.

 

Klimaskovfonden er en uafhængig, statslig forvaltningsenhed under Miljøministeriet.

Værd at vide om Klimaskovfondens tilskudsordning

Økonomi

Du kan søge op til 65.000 kr. pr. hektar. 80% af tilskuddet udbetales efter endt skovrejsning. De resterende 20% udbetales efter 3. vækstsæson. Tilskuddet dækker etableringsomkostninger, og der kan også være penge til løbende rensning de første år.


Skovens størrelse

Du skal minimum etablere 5 ha skovrejsning. Der er krav til arealets beliggenhed og udformning - alt sammen noget LiebhaverSkovfogeden hjælper med at afklare.


Enkeltbetaling/hektartilskud

Du kan med den nuværende lovgivning opretholde hektartilskuddet på arealet, hvor der rejses skov.

 

Kriterier - sådan vurderes ansøgninger om støtte

Klimaeffekt
Opgøres som den langsigtede gennemsnitlige lagring af drivhusgas – enten ved binding i skov eller afværget udledning i udtaget lavbundsjord.


Auktionspris

Klimaskovfonden ønsker at få etableret mest mulig skov for pengene. Derfor er der konkurrence om tilskudsmidlerne. Det betyder, at vi i fællesskab vurderer, hvor stor en kompensation du ønsker for at konvertere din landbrugsjord til skov.


Omkostningseffektivitet

Opgøres som kr. pr. ton CO2-ækvivalent reduceret. Jo lavere ansøgt tilskudsbeløb, desto bedre effektivitet.


Synergieffekter

Udover forventede klimaeffekter vurderes omfanget af positive effekter i projektet i forhold til biodiversitet, vandmiljø, grundvand, friluftsliv og natur.


Kriterier for støtte kan variere mellem ansøgningsrunder.



 

Værd at vide før du søger støtte  

Som jordejer beholder du ejerskabet over din jord, men Klimaskovfonden giver støtte til skovrejsning på dine arealer.
Støtten kommer fra bidrag til den danske klimaindsats givet af  virksomheder og privatpersoner. De har rettigheden til at kommunikere om bidraget og projektet, de giver bidrag til. Der tinglyses servitutter, så der er varig skov eller naturtilstand på arealet.


For at gøre brug af denne tilskudsordning er det en forudsætning, at du som jordejer har et CVR-nr.

 

Her finder du en vejledning til ansøgningsprocessen:

 

 

Du er muligvis også interesseret i Landbrugsstyrelsens tilskudsordning (min. 2 ha)

 

 





Overvejer du et skovrejsningsprojekt med tilskud fra Klimaskovfonden?

Vi hjælper dig med at søge tilskud – hele vejen igennem ansøgningsproces og myndighedsbehandling.